Det offentliges IT-udbud har de seneste år ofte været et meget omstridt emne. Dog har debattens fokus været på at pege fingre, og der har været meget lidt fokus på løsninger. Selvom teknikaliteterne bag offentlige IT-udbud ikke ligefrem er sexede, så er det ikke desto mindre vigtigt, at vi får løftet debatten fra, “hvem gjorde hvad?” og op til, “hvad gør vi ved det?”
Ifølge SKI - Staten og Kommunernes Indkøbsservice - står IT og teleaftaler for 63 procent af statens aftaler og udbud målt i omsætning. Det beløber sig til 8,5 milliarder kroner årligt. Det er altså en væsentlig sum, der hvert år fordeles og en væsentlig del af det offentliges samlede budget til eksterne aftaler. Dog fylder debatten om IT-udbud relativt lidt i den offentlige bevidsthed.
Lige nu står vi potentielt med en ond cirkel, der kan skabe problemer længere nede af vejen. Når der opstår dårlige historier eller problemer med et IT-system, så kan frygten for fejl lede til, at det offentlige sætter endnu flere krav og specifikationer på rammeaftalerne. Det er selvfølgelig forståeligt, at man vil sikre sig imod fejl og mangler, men netop de omfattende og komplekse opgaver med mange krav kan have den modsatte effekt.
Virksomheder oplever at bruge mange ressourcer på at imødegå meget specifikke krav, der nogle gange kan betyde, at fokus kommer væk fra kerneopgaven og hen på detaljer, der kan fylde disproportionalt. Dermed kan vi hurtigt ende i en negativ spiral, hvor det offentlige bliver mindre og mindre risikovilligt, og virksomheder bruger tid og energi på at imødegå tiltagende specifikke og omfattende krav. Det kan skabe forsinkelser på projekterne og dermed skabe et stort pres på virksomheder for at nå deadlines.
Vigtigt at standse den onde spiral
Når så endelig det omfattende projekt ser dagens lys, kan vi stå med nye og bedre løsninger end dem, der blev brugt til projektet. Dette fordi løsningerne ikke kunne implementeres, da kravene fra dengang projektet så dagens lys specificerede noget andet. Det er derfor en spiral, der er vigtig, som vi i fællesskab italesætter, så ikke udviklingen fortsætter.
Det kræver en indsats fra alle parter. Den udvikling er især vigtig at stoppe, fordi når kravene og kompleksiteten på et udbud når et vis omfang, så gør det, at der reelt kun er en meget snæver kreds af virksomheder, der har ressourcer til at byde ind. Derfor kan ellers kompetente virksomheder undlade at kaste deres lod ind, og det kan bremse konkurrencen og dynamikken i markedet, der trives ved at se forskelligartede løsninger.
Det er især de mindre virksomheder, der bliver ramt, da man ikke på samme måde som med store virksomheder har mulighed for at allokere ressourcer til store omstændige udbud, selv hvis man har god mulighed for faktisk at løse den stillede opgave. Samtidig betyder det, at dem, der ansøger, bruger mange ressourcer på at lave ansøgninger til et udbud, der muligvis går om flere gange af forskellige grunde.
Det er ressourcekrævende og de ressourcer kunne være bedre brugt på udvikling. Det må være muligt, at interessenter, virksomheder og det offentlige sammen kan finde løsninger, der skaber større dynamik, mere frihed under ansvar og gøre, at vi har en proces, der sikrer, at det offentlige får leveret IT-produkter, der lever op til deres krav.
Der er allerede en god grobund for forandringer, og i de seneste år er der gjort meget for at gøre udbud mindre rigide, med blandt andet dynamiske indkøbssystemer, hvor mulighederne for fleksibilitet er større end med de store rammeaftaler. Derfor håber jeg også, at vi kan begynde at få en bred dialog snarest muligt, så den udvikling kan få et skub.
Med andre ord: Lad os ryste posen, så vi sammen kan skabe fremtidens IT-udbud.
