Christian Van Roon Thomsen er en af EPICOs grundsten. Han har været med siden EPICO var helt spæd og har siden, han tog springet ud i opstartsvirksomheden i 2010, været et led i direktionen.

I dag sidder han med hovedansvaret for EPICOs svenske setup, men har derudover også adskillige andre ansvarsområder, hvor han bl.a. leder et salgsteam i Ballerup.

Spændingen vægter højt

Christian indledte sit bekendtskab til EPICOs stifter, Jens Morten Hansen, da han sad hos konkurrenten, eWorks. Jens Morten Hansen var på daværende tidspunkt kunde hos eWorks, men gik med drømmen om at starte sit eget konsulenthus. Jens Morten Hansens interesse for Christian og hans netværk begyndte, da EPICO, det tidligere Miracle Buddyshop, havde eksisteret i omtrent tre måneder. Christian blev først ansat og senere medejer af virksomheden.

”Det er selvfølgelig altid en risiko at springe ud i at starte en ny virksomhed, men jeg synes, at muligheden for den interessante rejse vejer mere end risikoen”, udtaler Christian Van Roon Thomsen.

Christian Van Roon Thomsen, Nordic Sales Manager & CEO Sweden

Ifølge Christian var det, som tiltalte ham mest at få muligheden for at være med til at skabe en virksomhed og derved præge sin egen hverdag. Håbet var dengang at bidrage til at skabe en helt speciel og imødekommende virksomhedskultur frem for den traditionelle, amerikanerlignende virksomhed – og det, må man sige, er lykkedes.

Sveriges bagmand


I 2014 startede Christian EPICOs svenske afdelinger. Den første afdeling blev åbnet i Göteborg, og det efterfølgende år åbnede afdelingen i Stockholm. Begge afdelinger er opbygget som en brokerforretning, hvor rekruttering og salg af konsulenter er i fokus. Derudover er der også en afdeling med 11 fastansatte Oracle-konsulenter og en varetagende sælger, som sikrer, at de er i vedvarende arbejde.
Det unikke ved Oracle-afdelingen, som er placeret i Stockholm er, at de – i modsætning til brokerforretningen – tager ejerskab af mindre projekter.


Der findes projekter med det såkaldte ’fixed price’-koncept, hvor kunder betaler en månedlig ydelse for, at EPICO varetager og praktiserer projektet for kunden.

”Det er en lidt anderledes forretning. Det eneste sted i virksomheden, hvor vi tager projektansvar, er faktisk inden for den gruppe, vi har siddende i Stockholm”, fortæller Christian Van Roon Thomsen

Oftest opererer andre svenske konsulentvirksomheder med, at de ikke tager ansvar for leverancen og har en lav afgift i forhold til konsulenterne. Christian mener, at det netop er dette, som differentierer EPICOs svenske afdeling fra andre konsulentvirksomheder.
EPICOs overordnede mål er high-end-konsulenter, hvor det sædvanligvis tager længere tid at finde kompetente konsulenter; dermed vil det være legitimt at kræve en højere afgift fra kunden.


Det er unikt, at EPICO netop er i besiddelse af flere speciale-afdelinger, som udover teamet af Oracle-konsulenter i Stockholm, inkluderer BI, Cloud, SAP og et polsk nearshore setup. Dette giver EPICO mulighed for at gå ud og rådgive kunder, da de specialiserede arkitekter sidder in-house.

En stor fremtid i vente

Christians – og den resterende del af direktionens – mål er, at EPICOs omsætning skal nå en milliard inden for en tidsgrænse på tre til fire år.

Hvis du kigger på EPICOs afdelinger i Danmark, hvor vi nu er nået en vis størrelse med mange interessenter, skal der nye processer ind over, som sikrer, at vi altid har snuden i sporet og bevæger os den rigtige vej.

Christian Van Roon Thomsen

Han understreger, at han vil forsøge at bibeholde de svenske afdelingers kultur som opstartsvirksomhed, da det er med til at fastholde ’drivet’ hos medarbejderne.


Christians ambitioner i forbindelse med det svenske setup er, at der skal etableres et team bestående af Java-konsulenter, og at antallet af medarbejdere skal mere end fordobles fra det nutidige. Derudover forventer han, at konsulentforretningen skal vokse med minimum samme hastighed som i Danmark, da EPICOs brand efterhånden er blevet så stort, at der forekommer en såkaldt ”ketchup-effekt”.

Når en virksomhed vokser, kræver det rent ledelsesmæssigt en anden måde at agere på. Det kan være udfordrende konstant at skulle omstille sig. Dette er ikke desto mindre noget, som Christian glæder sig til at være en del af. Han er især spændt på at observere, hvorvidt målene bliver opfyldt.

Lignende blogindlæg