September står i velgørenhedens tegn for EPICO
Hvert år tager vi en dag ud af arbejdskalenderen, hvor vi tager en anden kasket på og hjælper velgørende organisationer, til EPICO’s årlige Charity Day.
I EPICO synes vi, at det er vigtigt, også at hjælpe til i samfundet ud over det vi, i vores normale virke, bidrager med. Derfor sørger vi hvert år for at lave frivilligt arbejde i samarbejde med en velgørende organisation. Det skifter fra år til år, hvilken organisation vi støtter, og dermed er det også forskelligt, hvad det frivillige arbejde helt præcist byder på.
En dag for en sag ved Røde Kors Hus Vest i Brabrand
I år var vores fantastiske EPICO-team fra Aarhus gået sammen med Frivilligcenter Aarhus, og hjalp til ved Røde Kors Hus Vest til ”En dag for en sag”.
Røde Kors er en velgørende organisation, som i mere end 150 år har ydet humanitær hjælp i og uden for Danmark. Organisationen er afhængig af frivillige samt donationer for at kunne yde den hjælp, de gør. Disse donationer kan både være i form af kontanter, men lige så gavnligt er donationer til en af deres 250 genbrugsbutikker i landet. Her går overskuddet bl.a. til forskellige projekter rundt omkring i verden. Dertil har Røde Kors en del lokale afdelinger, og en af disse er Røde Kors Aarhus.
Røde Kors Aarhus er en selvstændig lokalafdeling, der driver forskellige aktiviteter i lokalsamfundet samt den lokale Røde Kors genbrugsbutik i Brabrand. Her er man afhængige af frivillige kræfter for at få det hele til at køre rundt, og selv med de frivillige ildsjæle, der hver dag hjælper til, er der stadig mange opgaver, der ikke altid er tid til i en travl hverdag. Derfor var det også værdsat, at EPICO’s medarbejdere kom og hjalp en hel dag.
Her blev vores medarbejdere fra Aarhus sat i gang med alt lige fra sortering af donationer, tagge tøj, gøre rent og meget mere.
”Tak til Røde Kors i Brabrand for at skabe nogle gode rammer for dagen, og give os indsigt i, hvor meget der skal til for at drive en velfungerende forening. Vores bidrag i går var en dråbe i havet. Det kræver ildsjæle og tusindvis af frivillige timer. Alle disse timer er i sidste ende med til at understøtte aktiviteter i nærområdet, og dermed hjælpe de familier som har mest brug for støtte i hverdagen,” siger Jan Hoberg Nielsen, Sales Manager i EPICO, om dagen ved Røde Kors genbrugsbutik.
Jan Hoberg Nielsen Sales Manager, EPICO
I Røde Kors sætter de stor pris på hjælpen fra frivillige, så hvis du føler dig inspireret til at hjælpe, kan du altid melde dig som frivillig via deres hjemmeside, hvor du også kan læse meget mere om deres arbejde.
Frivillige for Kirkens Korshær
Vores dygtige medarbejdere fra Ballerup-kontoret var også ude i en god sags tjeneste til årets Charity Day. Her blev dagen brugt ved Kirkens Korshær, hvor EPICO’s medarbejdere var fordelt på forskellige varmestuer og væresteder i København, Lyngby og Slagelse. Her bestod opgaverne bl.a. i at lave og servere mad, sortere doneret tøj og andre praktiske gøremål.
Paradiset Lyngby
Paradiset i Lyngby er et værested for udsatte borgere med sociale, økonomiske, psykiske og/eller fysiske udfordringer, som har brug for et trygt sted at være. Her hjalp vi til med forskellige opgaver såsom at lave og servere mad for de besøgende, købe nye planter til deres udendørs arealer og snakke med de borgere, der benytter stedet og høre om deres oplevelser og historier om livet.
Varmestuen på Drejervej i Nordvest
Denne varmestue i Nordvest i København udfører bl.a. børne- og familiestøttende aktiviteter og er et sted hvor udsatte borgere fx kan komme og få lidt mad, deltage i systue og andre aktiviteter. Her hjalp vi med at lave mad for de besøgende, male vægge, luge ukrudt, køre på genbrugspladsen og meget mere.
Fedtekælderen på Christianshavn
Dette er en varmestue for hjemløse, hvor de kan komme og få mad, et bad, få vasket tøj og sove lidt. EPICO’s frivillige stod derfor bl.a. for at lave mad til de hjemløse samt andre praktiske opgaver såsom at pudse vinduer, afrime fryser og gøre rent.
Kirkens Korshær’s varmestue i Slagelse
Varmestuen i Slagelse har mellem 50 – 80 brugere om dagen, og her hjalp vi med at sortere doneret tøj, så det er nemmere for personalet ved varmestuen at udlevere tøj til brugerne af varmestuen. Dertil hjalp vi med at sætte hylder op og indrette deres rum til tøjudlevering.
Om Kirkens Korshær
Kirkens Korshær er en hjælpeorganisation, der i mere end 100 år har hjulpet socialt udsatte, hjemløse, misbrugere, psykisk syge, samt ensomme og fattige børnefamilier i Danmark. Organisationen er dybt afhængig af frivillige for at kunne fortsætte med at holde deres forskellige tilbud åbne og kørende, og man kan altid melde sig som frivillig enten ved at henvende sig til et af deres lokationer eller via deres hjemmeside.