Senior Netværksadministrator med flair for IT sikkerhed til Rigspolitiet

Faste stillinger

Permanent Placement

Hvidovre, Rigspolitiet, Koncern IT

Brænder du for at sikre stabil drift af politiets systemer og netværk, og ønsker du en spændende og varieret arbejdsdag med opgaver, der spænder bredt fra forebyggende drift, life-cycle management til planlægning og rådgivning om netværksarkitektur.

Om jobbet
Vi søger en netværksadministrator til Sektionen for Netværk, som har ansvaret for drift, vedligehold og udvikling af Rigspolitiets netværk. Du vil komme til at arbejde med Rigspolitiets netværk, som spiller en afgørende rolle i at understøtte politiets arbejde. Vi søger en netværksspecialist, der er godt i gang med sin karriere og som ikke viger tilbage for en udfordring. Opgaverne varierer fra drift og vedligehold til deltagelse i forskellige projekter, og kan bestå af alt fra etablering og konfigurering af netværk, opsætning/nedtagning af udstyr til rådgivning om setup og arkitektur.

Vi lægger meget vægt på kvalitet, stabil drift og høj oppetid. Vi arbejder kontinuerligt med, at optimere og automatisere vores arbejdsgange og processer. ITIL spiller derfor en afgørende rolle i det daglige arbejde og det vil være en fordel hvis du har kendskab og forståelse for de driftsprocesser der bruges heri, fx Incident management, Problem management, Change management, Patch management eller Capacity management.


Om dig
Vi forventer at du:
  • Har veldokumenteret erfaring med it-netværk og it-sikkerhed
  • Har gennemført en it-faglig uddannelse med speciale i netværk eller lignende
  • Har relevante certificeringer inden for fx CISCO på CCNP niveau
  • Derudover har du praktisk erfaring inden for fx routere, switche, netværksovervågning, certifikater mv.
  • Du vil betegne dig selv som specialist inden for mindst én af ovenstående teknologier

I rollen vil du få en bred berøringsflade til mange forskellige faggrupper som fx projektmedarbejdere, it-arkitekter, udviklere osv. Det er derfor vigtigt, at du kan opbygge og opretholde gode relationer på tværs af organisationen. Derudover forventer vi, at du kan arbejde struktureret og formår at planlægge og prioritere samt administrere egne arbejdsopgaver.

Om Netværkssektionen i Rigspolitiet
Netværkssektionen hos os har fået tilført ekstra årsværk ifm. flere projekt- og driftsopgaver. Denne stilling er en nyoprettet stilling. Vi tilbyder en central rolle i Netværkssektionen, som er en del af politiets Koncern IT.

Sektionen er inddelt i flere teams, hvor dit team har det primære ansvar for at vedligeholde det centrale sikkerhedskompleks, herunder integration til eksisterende systemer samt implementering af nye systemer.

Der er højt til loftet, og har du en god ide, er der rig mulighed for at forfølge den. Vi gør en dyd ud af at udvise fleksibilitet og ansvarlighed i vores arbejde og stræber altid efter de bedste løsninger. Det stiller krav til, at vi arbejder struktureret og evner at prioritere vores arbejdsopgaver skarpt.

Selvom vi i Netværkssektionen har travlt, har vi det rigtigt godt sammen. Vi hjælper hinanden, og medarbejderomsætningen er lav.

Mulig fusion mellem Koncern-it og Statens IT
Der gøres opmærksom på, at der i øjeblikket foregår en fusionsanalyse, hvor det undersøges, hvorvidt Koncern-it og Statens IT skal fusioneres. Denne analyse forventes afsluttet primo 2023.


Interesseret?
Rekrutteringsprocessen varetages af EPICO Search – Du kan høre mere om stillingen hos Senior Business Consultant Pauline Christiansen på telefon: +45 53 74 71 53 eller send din ansøgning/CV til pac@epicosearch.dk

Stillingen ønskes besat hurtigst muligt, hvorfor vi indkalder til interviews løbende.




Om Rigspolitiet
I politiet arbejder mere end 16.000 medarbejdere sammen om at forebygge og forhindre kriminalitet. Vi er alle dybt engagerede i at sikre, at Danmark er et trygt og sikkert sted at bo og leve – uanset om vi arbejder med den nære politiindsats som betjent, som efterforsker eller om vi bidrager til en af de mange andre vigtige funktioner i politiet.

Rigspolitiet er politiets øverste myndighed og har det overordnede ansvar for Danmarks i alt 15 politikredse fordelt på 12 kredse i Danmark, politiet i Grønland og på Færøerne samt National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

I Rigspolitiet udvikler vi strategier, koordinerer politiets arbejde på landsplan og arbejder med en lang række opgaver blandt andet økonomistyring, it-udvikling, juridisk rådgivning, presse og kommunikation, politisk betjening, indkøb af politiets udstyr og køretøjer samt HR-opgaver


Løn- og ansættelsesvilkår
Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Såfremt du i forvejen er ansat som tjenestemand, kan du bevare din ansættelsesform. Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet med adresse på Landlystvej 34, 2650 Hvidovre. Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.