Du har prøvet det før. Siddet med fingrene på tasterne. Klar til at skrive et knaldgodt CV, som skiller sig ud fra mængden, får dig til at fremstå gerne en tand bedre, end du er, og sikrer dig en af de eftertragtede jobsamtaler.

Men hvordan var det nu lige igen, at man skrev et godt CV?

Det er der naturligvis mange bud på. Derfor vil jeg holde mig til at give dig fem tips til, hvordan du skriver et freelance-CV i topklasse.

EPICOs 5 gyldne råd

Vi har samlet de fem bedste råd til at skrive et godt freelance-CV. Rådene er givet af tre specialister i EPICO, som til dagligt sidder med CV’er og på en god dag nemt får kørt +40 CV’er igennem maskinerne.

Her er deres fem råd:

1.    Introtekst

Som begrebet indikerer, er en introtekst den tekst, som introducerer dig i dit CV. Det er her, du har mulighed for at fremhæve dine spidskompetencer og skrive, hvilke teknologier og metoder du føler dig dus med. Din introtekst bør fylde højst en halv A4-side.

Det skal indgå:

  • Hvilke roller kan du (og vil du allerhelst) udfylde?
  • Hvilke roller har du haft de sidste to til tre år?
  • Hvordan er du som konsulent?

Introteksten skal med andre ord opsummere din faglige profil, din erfaring og din arbejdsmoral.

Det skal ikke indgå: Privatoplysninger. Skriv kun information, som er relevant for opgaven.

2.    Kompetenceskema

Det er her, du kommer til at skinne som diamanten i kulkassen. Det er her, du skal vise alle dine kompetencer.

Hvilke metoder kan du bruge? Hvilke teknologier kan du arbejde med? Inden for hvilke domæner har du erfaring? Hvor frisk er din erfaring, og hvad er dit niveau inden for de forskellige områder?

Vi har et eksempel:

3.    Fokus på projekter

Som freelancer bør dit fokus ligge på projektbeskrivelserne. Det er dem, der viser, hvad du har arbejdet med – og især hvilken værdi, du har skabt for virksomheder.

Vi har lavet et eksempel på en overskuelig projektbeskrivelse:

4.    Et klart og tydeligt sprogbrug

Dette giver lidt sig selv. Skriv klart og tydeligt, så din modtager forstår dig. Her er et par råd til, hvordan du kan gøre dit sprog tydeligt:

  • Brug korte sætninger: Hvis du selv mister pusten, når du læser din tekst, så gør din modtager det helt sikkert også.
  • Undgå lange (og mange) ledsætninger. Ellers taber din modtager tråden undervejs i gennemgangen af dit CV.
  • Læs korrektur. Det går nok, at du mangler et komma. Men der er stor forskel på, om du synes, at IT er fedt. Eller om du syntes, at IT er fedt.

Et godt råd: Få en anden end dig selv til at læse dit CV igennem. For hold nu lige fast… Vi er IKKE fejlfrie! Tekster uden korrekturfejl og sproglige fejl er omtrent lige så sjældne som uger med to torsdage.

5.    Et professionelt og vellignende billede

Et billede på dit CV er i de fleste tilfælde en god ide. Det giver et fint indtryk af dig som person. Men vil du virkelig gerne vedhæfte et gammelt billede fra de glade 80’ere eller et billede, hvor selfiearmen fylder halvdelen af billedet? Og selvom du sikkert ser hammerlækker ud i dine leopardspeedos, som du købte på all inclusive-ferien på Kreta i 2015, er det ikke nødvendigvis det førstehåndsindtryk, dine kommende kollegaer ønsker at have af dig.

Et godt råd er derfor at få taget et professionelt billede i det rigtige lys.

Er du i tvivl om, hvordan du bør se ud eller stå på billedet? Kig gerne på forskellige virksomheders hjemmesider til inspiration. Du kan også bruge nedenstående billeder som inspiration! Vores kollegaer stråler nemlig på deres profilbilleder! 

 

Og så lige et ekstra råd til den flittige. 

6.    Kort ned. Dit CV må aldrig være længere end 7-8 sider.

Når du nu har fulgt de første fem råd om at skrive et godt freelance-CV, får du lige et ekstra med gratis.

Kort ned! Et freelance-CV skal være kort, præcist og målrettet den specifikke opgave. 

Ingen gider læse 47 siders ’se hvad jeg kan’-tekster. Så medmindre at du opfandt COBOL i 1959, gider man ikke læse om dine bedrifter fra mere end ti år tilbage.

Vil du have CV-sparring og gode råd direkte fra vores eksperter? Så kom forbi til CV-speed dating d. 9. november!  Læs mere her.